Ny generaldirektør Bjarne Corydon

Bjarne Corydon kommer fra stillingen som chefredaktør på Børsen og har som bekendt en fortid som finansminister og i erhvervslivet. Derfor stiller han med både indsigt i at drive et mediehus og have øje for økonomien samt politisk tæft.

– Man kan jo næsten mærke roen brede sig. Men jeg havde nok personligt håbet på en person med en mere markant kulturel baggrund. DR er og bør være et kulturelt fyrtårn, og her er jeg nysgerrig på, hvad Bjarne Corydon kommer til at tilføre i forhold til de store public service-opgaver, som DR skal løfte, siger generalsekretær i KLF, Kirke & Medier Mikael Arendt Laursen.

Fokus på forskellige bundlinjer?

Årene med Maria Rørbye Rønn i spidsen har fået DR gennem mange krusninger med en rolig hånd ved roret. Fokus har været meget på økonomi, men også på dialog med mediebrugerne, og i KLF har kontakten altid føltes prioriteret og værdsat.

– Jeg er ikke i tvivl om, at Bjarne Corydon kan løfte opgaven og sikre en økonomisk bundlinje, der hænger sammen. Men DR er ikke Børsen – og vi er som mediebrugerorganisation langt mere interesserede i den kulturelle bundlinje. Vil han kunne løfte DR op kulturelt? Bevare blikket på de nicher, som DR også skal tage sig af? Sikre troværdigheden i nyhederne?

Gødning til græsrødderne

Lige nu ser Mikael Arendt Laursen frem til samarbejdet med den nye generaldirektør, der kommer med de åbenlyse kompetencer. Bjarne Corydons kompetencer kan forhåbentligt give arbejdsro – så politik og økonomi ikke løber med al opmærksomhed. Til gengæld skal Bjarne Corydon også forvente at blive udfordret af KLF.

– Vi håber, at han formår at gøde vækstlaget og græsrødderne i organisationen, for det trænger DR til.  Vejen frem er ikke flere spareøvelser eller flere sikre finansløsninger. En styrkelse af den kulturelle profil er til gengæld det, vi ser som en god fremtid for DR, siger Mikael Arendt Laursen.

Bjarne Corydon tiltræder som generaldirektør i DR den 1. august 2025, hvor han tager over efter Maria Rørbye Rønn.